Vis det fulde website

FødevareWatch

Ordførere: Minister må gribe ind efter ISS-kritik

Forsvarsminister Trine Bramsen må reagere hurtigt i sagen om en udskældt serviceaftale mellem ISS og forsvaret.

Foto: Tariq Mikkel Khan

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) må reagere på den stærke kritik, der er rejst af Danmarkshistoriens største offentlige kontrakt om udlicitering.

Sådan lyder det fra flere partier, efter at det er kommet frem, hvordan ansatte i forsvaret kritiserer standarden af rengøring og kantinemad, mens ISS-medarbejdere fortæller om pressede arbejdsvilkår. Det skriver Fagbladet 3F.

Næstformand i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, har sendt spørgsmål til ministeren og bedt hende om en redegørelse:

"Der har været 17 klager om dagen, uden at ministeren har grebet ind. Ofte skal der ikke meget mere end et par enkelte klager til, før man begynder at undersøge, om der er noget galt i forhold til de ydelser, man får leveret i staten, men her taler vi om mange klager gennem måneder, og det er helt uacceptabelt," lyder det fra Morten Messerschmidt.

Også Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt vil tage problemet op med forsvarsminister Trine Bramsen (S) snarest muligt.

"Det gør indtryk, at der har været rejst den her kritik. Jeg har brug for en samtale med ministeren og drøfte, hvordan ministeren forholder sig til det. Det er oplagt, når kritikken også er rejst af nogle af de ansattes faglige organisationer," siger Lars Christian Lilleholt.

I den anden side af salen har Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm også fulgt kritikken mod ISS i Forsvaret.

"De her historier viser meget tydeligt, at arbejdsforholdene er dårlige for medarbejderne og at de ansatte i forsvaret også er kede af den service, der bliver leveret," siger hun.

"Det viser hvor elendig en idé, det har været at lave de her nedskæringer, og det jo oplagt at tage op med både ministeren og forligskredsen bag den her beslutning igen," siger hun.

Fagbladet 3F beskrev torsdag, hvordan forsvarsansatte sidste år sendte 6289 officielle klager over den service, ISS leverede i Forsvaret.

Det er næsten dobbelt så mange, som FES modtog året før i 2018, da selskabet 1. februar overtog al servicedrift i Forsvaret.

En række tidligere og nuværende ansatte har den seneste uge til Fagbladet 3F fortalt om, hvordan de går på arbejde med ondt i maven og er frustrerede over ikke at kunne levere den service, de gerne vil.

For at rette op på de mange klager, har Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES) og ISS igangsat et oprydningsarbejde, ligesom man nu vil droppe centraliseringen af servicen i Forsvaret. Det var ellers et af formålene med én samlet udlicitering af al service i forsvaret over hele landet.

Den nuværende kontrakt mellem ISS og Forsvaret løber fra 2018 til 2024.

(Denne artikel er formidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Fagbladet 3F.)

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra FødevareWatch