Vis det fulde website

FødevareWatch

Særligt udsatte kan komme foran i Coops onlinekø

Folk i Storkøbenhavn, som på grund af corona ikke må forlade deres hjem, kan nu komme foran i onlinekøen hos Coop.dk Mad, meddeler detailkoncernen.

Foto: COOP/Henrik Frydkjær

Stor aktivitet hos de danske onlineaktører får Coop til at indføre en ny mulighed for de kunder, der ikke må forlade deres hjem på grund af covid-19.

Af en meddelelse fra Coop fremgår det, at man i Coop.dk Mad-regi opretter en række leveringstider, som er forbeholdt ældre, syge eller andre særligt udsatte. I første omgang gælder det i Storkøbenhavn med levering i tidsrummet 13-16.

"Vi er lige nu i en helt særlig situation. Vi får mange henvendelser fra borgere, som ikke må eller kan gå uden for deres hjem, som ikke kan forstå, at vi ikke kan levere hurtigere. For at hjælpe dem reserver vi nogle udvalgte tidspunkter til dem, så de så at sige kan komme uden om køen," udtaler koncerndirektør Jan Madsen fra Coop i meddelelsen.

Det er også muligt at købe ind via ca. 45 lokale Coop-butikker rundt i Danmark. Salget gennem dem via "Butik Online" er mere end tidoblet, og her vil der blive udvidet med flere butikker, hedder det videre.

Som konsekvens af den  øgede aktivitet på Coop.dk Mad har man ligesom Nemlig.com ansat mange nye medarbejdere. I sidste uge blev terminalen i Vallensbæk udvidet med 50 nye medarbejdere, og der er etableret nathold, oplyser Coop.

Mere fra FødevareWatch