Vis det fulde website

FødevareWatch

Tivoli får ny chef for havens fødevarer og drikkevarer

Distriktschef fra Lagkagehuset skal i fremtiden sætte retningen for Tivolis mad og drikkevarer.

Jakob Volquards Harreby skal i fremtiden have ansvaret for føde- og drikkevareområdet i Tivoli. | Foto: PR / Tivoli

Omkring et halvt år efter Tivoli i København sagde farvel til René Kristensen som ansvarlig for havens føde- og drikkevarer har forlystelsesparken fundet en afløser.

Fra 1. oktober er det 38-årige Jakob Volquards Harreby, der skal være såkaldt General Manager for Food & Beverage, hvor han får det overordnede ansvar for Tivolis egne restauranter, caféer, fastfood, barer, isboder, slikboder og konditorier.

Det fremgår af en meddelelse sendt til FødevareWatch.

Jakob Volquards Harreby kommer fra et job som distriktschef for Lagkagehuset. Tidligere har han været beskæftiget hos en lang række andre F&B-enheder i blandt andet Meyers Deli & Bageri og på Nørrebro Bryghus.

"Med Jakob Volquards Harreby på posten har vi fået en fantastisk dygtig General Manager til F&B med masser af ideer og ledelsesmæssig bagage. Vi ser frem til samarbejdet med Jakob, og jeg er sikker på, at han med sikker hånd kan realisere Tivolis fremtidige visioner på det gastronomiske område der om noget er en del af Tivolis DNA," siger Tivolis direktør Lars Liebst

I Tivoli skal Jakob Volquards Harreby lede arbejdet på de 25 restauranter, 9 caféer, 12 fastfood-steder, 6 barer, 11 isboder, slikboder og konditorier, og 16 Food Hall madstader i Tivoli Food Hall. Tivoli har selv ansvaret for at drive egne 29 spisesteder, mens de øvrige spisesteder drives af lejere i Tivoli.

René Kristensen, den tidligere ansvarlige for mad og drikkeområdet i Tivoli, stoppede i februar i jobbet efter knap fire et halvt år, fremgår det af hans Linkedin-profil. Han er i dag adm. direktør i restaurantvirksomheden Tholstrup, som driver ni restauranter i det centrale København.

Danskere vil åbne svensk restaurantkæde i Danmark

Kulørt ejer holder liv i kendt restaurantkæde i Danmark

3F: Tivoli Food Hall-forhandlinger brudt sammen – ny konflikt i spil

Mere fra FødevareWatch

Job

Se flere jobs