Vis det fulde website

FødevareWatch

Spiritusbranchen: Forbyd alt salg af spiritus til unge under 18

Brancheforening opfordrer politikere til totalforbud mod salg af alkohol til unge under 18 år.

Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

De 16-17-årige skal afskæres fra at købe øl, breezere og vin, mener vin- og spiritusgrossisternes interesseorganisation, VSOD. Alkohol & Samfund glæder sig over opbakning fra spiritusbranchen, for alkohol er skadelig for en ung hjerne, siger direktør Peter Konow. Bryggeriforeningen er afvisende. Det skriver avisen Danmark.

I sidste uge blev VSOD (Vin og Spiritus Organisationen i Danmark) kendt for at stille lokaler og gratis, vin sprut og bobler til rådighed for folketingspolitikernes vin- og spiritusklub. Som interesseorganisation arbejder VSOD i bund og grund for, at det skal være en god forretning at sælge alkohol.

Men der er én kundegruppe, som VSOD gerne vil af med: De unge 16-17-årige skal ikke have lov til at købe øl, vin og alkoholsodavand, hvis det står til spiritusbranchen. Det må de gerne i dag, hvis bare alkoholprocenten holder sig under 16,5 pct. Det skriver avisen Danmark.

"Vi kan ikke se, at det kan være rigtigt, at unge på 16 og 17 år skal have lov at købe alkoholiske drikke med op til 16,5 pct. alkohol. Alkohol er alkohol, uanset om det er øl, vin, cider eller vodka, og alkohol er et nydelsesmiddel for voksne," siger Carsten Suhrke, der er formand for den meget omtalte brancheforening VSOD og desuden direktør for Pernod Ricard, der sælger vin og spiritus, i Danmark.

"Der er jo ikke engang nogen mængdebegrænsning på, hvor meget de unge kan købe," tilføjer han.

Ifølge Carsten Suhrke er det ikke en ny holdning i organisationen, men den overrasker de fleste, siger han. Og det er faktisk én af de brancheinteresser, som spiritusbranchen gerne vil give videre til politikerne. Det sker dog ikke på møderne i politikernes vin- og spiritusklub, understreger han.

"Jeg tror faktisk, at vores holdning med hensyn til aldersgrænse vil overraske mange politikere," siger Carsten Suhrke til avisen Danmark og erkender, at flere af interesseorganisationens medlemmer i dag tjener penge på at sælge alkoholprodukter til 16-17 årige:

Kunne I så ikke have lidt selvjustits, i stedet for at bede politikerne om at komme og begrænse jer?

"Det har vi jo også ved at have holdninger til, hvor vi mener aldersgrænsen bør ligge. Vi mener også, at det er uetisk at gå til grænse," siger han til avisen Danmark.

Hvad vil det sige at gå til grænsen?

"Det er, hvis man med bagtanke på, hvad loven siger, udnytter reglerne og laver et produkt, som er lige præcis under de 16,5 pct.," siger formanden.

Som for eksempel når man kan købe Gajol-shot på 16,pct.nt?

"Ja der kan man sætte spørgsmålstegn ved de etiske overvejelser bag, at det lige præcis blev 16,4 pct. Vi har medlemmer, der også laver nogle af de der shots, men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke ved, hvilken alkoholprocent de præcist ligger på. Men når vi har en debat om det i bestyrelsen, er vi ikke tilhængere af det.Men vi er jo ikke en lovgivende myndighed i forhold til vores medlemmer. Det er lovgivningen, der skal ændres," siger Carsten Suhrke til avisen Danmark.

Alkohol & Samfund er en statstøttet interesseorganisation, som arbejder for, at færre bliver syge af alkohol. Direktør Peter Konow er dog overrasket over at høre, at han har en allieret i spiritusbranchen i kampen for at få forbudt salg af alkohol til alle under 18 år i Danmark:

"Det var jeg ikke klar over. Men jeg er da virkelig glædeligt overrasket, for det er en vigtig sag," siger han og uddyber, hvorfor det er så vigtigt, at unge ikke drikker alkohol:

"Det er skadeligt for en ung hjerne på 16-17 år, hvor puberteten i forvejen galoperer. Sådan en hjerne er slet ikke færdigudviklet, og det er en rigtig dårlig idé at hælde alkohol i den."

Peter Konow gør opmærksom på, at Danmark er et af ganske få lande, hvor 16-17 årige frit kan gå ind for at købe alkohol i en butik eller kiosk døgnet rundt. Oven i købet har Alkohol & Samfund gennemført en undersøgelse, som viser, at også 13-15 årige i to ud af tre forsøg kan købe spiritus i supermarkeder, kiosker og på tankstationer.

Han er ligesom VSOD fortørnet over, at nogle producenter producerer alkoholshots med lige under 16,5 pct. alkohol i, så de helt unge kan købe dem:

"Jeg synes, at det er utidigt at designe alkohol til lige at klare cuttet i loven, så man kan spekulere i unge, som har en meget rusorienteret tilgang til alkohol," siger han.

Bryggeriforeningen, der varetager de danske bryggeriers interesser, er ikke glad ved tanken om et totalforbud mod salg af al slags alkohol til unge under 18 år, fortæller direktør Niels Hald til avisen Danmark.

"Vi skal selvfølgelig ikke argumentere mod fagkundskaben. Men det, vi taler om, er jo, at unge skal have gode og moderate alkoholvaner. Det, vi taler om, er jo, om en 17-årig 2. g'er skal have mulighed for at købe nogle øl, hvis han eller hun skal til fest på gymnasiet. Det kan godt være, man skal opgive det, men vi tillader os bare at sige: Skulle vi ikke få 16-års grænsen til at fungere, inden vi hæver den til 18 år, hvor det alt andet lige blive endnu sværere at håndhæve reglerne?"

Hvorfor er det lettere først at få det til at fungere med de nuværende regler, inden man sætter grænsen op?

"Vi må også se på, hvordan den virkelige verden ser ud. Her skal 16- og 17-årige til fest, og så ved vi, at de går efter alkohol. I den situation synes vi, det er bedre, at de drikker øl med et relativt lavt alkoholniveau frem for hård spiritus. Lad os alle gøre en kæmpe indsats for, at der er lukket helt af for alkohol til alle under 16 år, og når det er lykkedes, så lad os diskutere næste skridt. I den forbindelse kunne man overveje at sænke alkoholprocenten for de 16- og 17-årige fra de nuværende 16,5 pct. til 5 pct. for eksempel," siger Bryggeriforeningens direktør til avisen.

Han understreger, at Bryggeriforeningens klare holdning er, at børn under 16 under ingen omstændigheder skal drikke alkohol.

Avisen Danmark har forsøgt, at få United Drinks til at forklare, hvorfor de sælger en version af Gajol-shots og Sure Fisk med en alkoholprocent på nøjagtigt 16,4. Salgs- og marktingchefen nåede dog ikke at vende tilbage inden deadline.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Avisen Danmark)

Spiritusbranche om møder for politikere: Taler ikke politik

Stikprøve: To ud af tre butikker sælger alkohol til børn

Mindreårige kan let købe alkohol på nettet

Dansk landsby-destilleri på whisky-verdenskortet 

Mere fra FødevareWatch

Job

Se flere jobs