Vis det fulde website

FødevareWatch

Tang-iværksætter lander sin hidtil største aftale: "Jeg har bare ramt et hul i markedet"

Heine Max Olesen har landet en aftale, som sender hans tangchips ud i 200 butikker i Mellemøsten. Førstegangsordren er større, end hvad virksomheden har solgt hele året. "Undskyld, jeg griner, men det er bare så surrealistisk."

Heine Max Olesen fra Grenaa arbejder på at udvide sine tangchips i Seaman Seaweed Chips til hele verden. | Foto: PR/Seaman Seaweed Chips

"Jeg har kuldegysninger lige nu, det hele er så sindssygt. Jeg har bare ramt et hul i markedet."

Sådan lyder det fra Heine Max Olesen, der netop har landet sin hidtil største aftale gennem hans virksomhed Seaman Seaweed Chips.

Nu er de danske tangchips på vej til Mellemøsten, hvor den saudiarabiske supermarkedskæde Lulu vil sætte produkterne på hylderne i samtlige af kædens omkring 200 supermarkeder og varehuse. Samtidig afsætter Lulu et markedsføringsbudget til brandet, fortæller 38-årige Heine Max Olesen.

"Det er ikke bare en førstegangsordre, hvor de afprøver produkterne. De tror på os. Den første ordre til Lulu er større, end hvad vi har solgt i hele året til dags dato," siger han og fortsætter:

"Der har været tangchips mange år i Mellemøsten, men vi er firstmover, idet vi kombinerer europæisk med asiatisk på krydderisiden, og så er det rene varer uden e-numre med smag fra rigtig hummer og blæksprutte."

Hver eneste dag, når jeg kommer hjem til min kone, er det en helt ny forretning.

Heine Max Olesen, stifter, Seaman Seaweed Chips

Derudover er han ved at skrive kontrakt med en distributør, der får eksklusive rettigheder til at sælge chipsene i Portugal og Spanien. Aftalen har en værdi på et mindre tocifret millionbeløb fordelt på de næste fire år, ifølge Heine Max Olesen, der klukker, mens han fortæller det.

"Undskyld, jeg griner, men det er bare så surrealistisk alt det, der sker. Hver eneste dag, når jeg kommer hjem til min kone, er det en helt ny forretning."

Virksomheden har tre produkter på markedet, og Heine Max Olesen påtænker at lancere flere i 2020. | Foto: PR/Seaman Seaweed Chips
Virksomheden har tre produkter på markedet, og Heine Max Olesen påtænker at lancere flere i 2020. | Foto: PR/Seaman Seaweed Chips

Og det er gået stærkt, siden han for året siden lancerede de tre forskellige poser tangchips. I foråret indgik han en aftale om at udbrede produkterne til 600 butikker i Holland. Fra uge 40 kan produkterne desuden findes i Føtex og Bilka, hvor de foruden også sælges i Salling og udvalgte Meny-butikker.

Ikke et rugbrødsprodukt i Fakta

Stort set hver dag bliver Heine Max Olesen kontaktet af aktører udefra med henblik på nye aftaler; de har ofte opdaget chipsposerne i Københavns Lufthavn, hvor de bliver solgt, og der flere gange ugentligt bliver uddelt smagsprøver, fortæller han.

Senest har han fået henvendelser fra Colombia og Thailand, og det får ham til at kunne tillade sig at være kræsen.

"Hvis en samarbejdspartner ikke kan leve op til den drejebog, vi har, så er de ikke de rette mennesker til opgaven. Det skal også gælde i salgsstyrken, så vi kommer helt ud til forbrugeren. Det er en kæmpe opgave, men det skal nok lykkes," siger Heine Max Olesen.

Jeg er bare ikke forretningsmand, jeg er iværksætter og bærer brandet, men jeg kan dæleme ikke lave forecast og det ene og det andet.

Heine Max Olesen, stifter, Seaman Seaweed Chips

For ham er det eksempelvis vigtigt, at samarbejdspartnere kan hjælpe med at formidle Seaman Seaweed Chips som muligt tilbehør til forretter og tapas fremfor blot at være chips, man stiller på bordet.

"Det skal ikke blive sådan et rugbrødsprodukt, du kan købe i Netto eller Fakta. Det skal have en vis fremtoning i butikkerne, lidt mere end lavpris. I Spanien og Italien er det f.eks. supermarkeder med delikatesseafdelinger og DNA mod fisk," forklarer han.

Virksomheden har både outsourcet produktion og salg, og derfor tæller virksomheden kun fire medarbejdere, men det tal står til at vokse, pointerer stifteren, der har en baggrund som stifter af Nordisk Tang.

"Jeg er bare ikke forretningsmand, jeg er iværksætter og bærer brandet, men jeg kan dæleme ikke lave forecast og det ene og det andet," siger Heine Max Olesen, der derfor har fået en makker, Troels Brunhøj, til at stå for den slags.

Minus skal blive til plus

Markedsføring og produktudvikling koster på bundlinjen, som lød på et underskud på lige knap 1 mio. kr. i det første regnskabsår i 2018, hvor produkterne nåede at være på markedet i tre måneder.

"Hvis vi ikke når at lave overskud i år, fordi vi stadig har brugt mange penge på udvikling og markedsføring, så kommer vi til det næste år. Vi kommer til at sælge rigtig mange millioner poser chips," siger Heine Max Olesen, som ikke vil spå om et konkret beløb for salget.

Senest har han fået kokken Gorm Wisweh, der startede pizzakæden Gorms, med som investor, og han overvejer at lukke flere ind i nettet.

"Det koster eddersparkme mange penge at vokse. Det er svært at have nok i bagagen til at kunne trykke på speederen i det tempo, jeg godt kunne godt tænke mig. Vi får mange henvendelser fra sjove og spændende mennesker, så det er noget, jeg løbende overvejer," siger Heine Max Olesen.

Hvis han skal indfri sine ambitioner, kan man i hvert fald godt forestille sig, at der bliver brug for flere penge.

"Jeg har en drøm om, at det skal være globalt. At vi kan bruge den her uudnyttede fødevarekilde, som vi har lige under havets overflade. Tang har været en besættelse for mig i de seks-syv år, og jeg håber alle mulige andre kommer i gang med at lave tang også."

Pizza-Gorm bliver medejer af dansk tangproducent

Danske tangchips er på vej til hollandsk supermarkedskæde

Tangfusion på danske farvande

Mere fra FødevareWatch

Job

Se flere jobs