Vis det fulde website

FødevareWatch

Coop-bagland om mulig navneforandring: Man kan roligt regne med, at vi vil gøre kraftig modstand

Ledelsen i Coop overvejer at strømline butikkens kæder og lade dem skifte navn. Det møder stor modstand i baglandet, hvor man er stærkt utilfreds med direktionen.

Foto: Magnus Møller/ritzau.

En gammel intern strid blusser nu igen op i dagligvarekoncernen Coop, hvor et nyt internt opgør kan være på vej.

Over sommeren 2017 var Coop i en strategiproces, hvor et af elementerne gik på at slå koncernens kæder sammen under ét navn. Den tanke mødte kraftig modstand hos de selvstændige brugsforeninger, der driver 411 butikker under Coop, og var udslagsgivende for, at de selvstændige brugsforeninger forsøgte at vælte bestyrelsesformand Lasse Bolander af pinden ved formandsvalget i april 2018.

Den omdiskuterede strategi blev alligevel godkendt i november 2017 af Coops øverste myndighed Landsrådet. Dog med det forbehold, at planen om at sammenlægge Fakta, Kvickly og Brugsen-butikkerne blev droppet.

Selvstændige brugsforeninger: Ledelsens strategi fik bægeret til at flyde over

Men nu er netop den drøm tilbage hos ledelsen, og det samme er dermed den interne strid.

Onsdag morgen skrev Finans, at Coops ledelse i den kommende tid vil teste nye navne til andelkoncernens kæder, der i dag består af Kvickly, Fakta, Superbrugsen, Irma samt Dagli- og Lokalbrugsen. I første omgang er en Superbrugsen i Trekroner blevet omdøbt til Coop Mad, mens den nærliggende Fakta-butik har fået navnet Coop Hverdag.

Tanken om at strømline kædenavnene vil medføre en stor intern diskussion i den medlemsejede koncern. Det fortæller Søren Tang, talsmand for de selvstændige brugsforeninger, til FødevareWatch.

"Vi er stadig meget skeptiske over for ideen, fordi Kvickly, Superbrugsen og Daglibrugsen er udmærkede og velkendte brands. Der er ingen, der er i tvivl om, at de kæder hører under Coop. Efter vores opfattelse er der ingen grund til at lave noget om, som fungerer godt."

Fungerer det godt?

"Det gør det som brands. Der er ingen problemer."

Koncerndirektør i Coop, Jens Visholm, begrunder over for Finans tanken med, at det dyrt at opretholde flere kæder. Er det ikke et fair argument?

"Det er det måske nok, men de beregninger er i hvert fald ikke blevet præsenteret for os. Jeg vil i stedet fremhæve, at det giver forvirring, når de i dag kører fælles markedsføring på f.eks. Kvickly og Superbrugsen i tv-reklamer, og hvor Superbrugsen i nogle tilfælde slet ikke har de varer, der reklameres for, og hvor kunder går forgæves. Så det der med, at man sidder på hovedkontorer i Albertslund og forestiller sig, hvordan det ser ud i virkeligheden, det har vi ikke ret gode erfaringer med."

Er det noget, I vil gøre kraftig modstand imod?

"Ja, det tror jeg roligt, man kan regne med."

Hold det internt

Har det så stor en betydning, om det hedder Kvickly, Superbrugsen eller Coop Mad?

"Det tror vi, at det har. Kunderne skal vide, at der er forskel på Superbrugsen, Kvickly og Daglibrugsen. Hvis man opretholder forskellene, men giver ens navne, så vil der opstå forvirring. Derfor mener vi ikke, at det er så enkel en sag. De rationaler, man kan hente ved at have de samme varer i kæderne, har vi ikke noget imod. Det har vi givet grønt lys til."

I Sverige hedder butikkerne Coop Extra, Lille Coop og Store Coop osv. Er den røde tråd ikke meget god for forbrugerne?

"Det er jo også forskellige navne, og så kunne butikkerne lige så godt hedde Kvickly og Superbrugsen. Hvis de skal have forskellige navne, så er der jo ingen mening med at ændre det. Samtidig er der jo i forvejen en rød tråd. Der står Coop alle mulige steder i butikkerne og på vores varer og så videre. Jeg tvivler på, at der er ret mange kunder, der er i tvivl. Hvis de kunne påvise, at der kommer flere og handler hos os, fordi en butik hedder Coop Extra i stedet for Kvickly, så ville det give mening. Men det argument skal man vist være temmelig ubegavet for at købe."

Hvad synes du om, at ledelsen i Coop melder det ud uden jeres velsignelse?

"Så længe vi debatterer indadtil, så mener jeg, at det er en uskik, at folk fra direktionen går i pressen med ting, som de udmærket godt ved, vi ikke har diskuteret færdig internt. Vi får hele tiden at vide, at vi skal holde ting indendørs frem for at gå i pressen, og så gør de det selv."

I har forsøgt at forbedre samarbejdet med ledelsen siden formandsvalget i foråret 2018. Hvad betyder det for samarbejdet, når der kommer sådan en udmelding, som ikke er afstemt med jer?

"Tilliden bliver udfordret hver gang, der kommer en udmelding om, at de har tænkt sig at gøre noget, de udmærket ved, vi er modstandere af. Det kan man roligt fastslå. Jeg synes ellers, at det går meget godt med at arbejde konstruktivt sammen i hverdagen."

Coop Hverdag kan blive det nye navn på dansk discountkæde

Coops topchef: Sammenlægning af kæder er naturligt alternativ

Selvstændige brugser lægger pres på Coop-toppen

Mere fra FødevareWatch

Job

Se flere jobs