Vis det fulde website

FødevareWatch

Dansk spiritusselskab går ind i Rusland

A.H. Riise, der især er kendt for sin rom, har store ambitioner om at bevæge sig ud på de asiatiske markeder. Første skridt på vejen er i Rusland, hvor den konservative målsætning er at sælge 20.000 flasker rom om året.

Det danske spiritusselskab A.H. Riise, der sælger rom, gin og akvavit, går nu ind på det russiske marked.

Det skriver Food Supply.

De første ordrer bliver sendt af sted til Moska og Skt. Petersborg i november, og målsætningen er at sælge 20.000 flasker rom til russerne om året, hvilket svarer til en tocifret millionomsætning. Det fortæller Bjørn Jensen, der er salgschef hos A.H. Riise.

"Det er selvfølgelig forbundet med omkostninger at trænge ind på et marked af Ruslands størrelse. Men når vi målsætningen på 20.000 flasker, der er vores konservative bud, taler vi om en betragtelig indtjening. Vi ser dog også værdien af ekspansionen som en langsigtet investering i synlighed, der skal åbne for salg på de store asiatiske markeder," siger Bjørn Jensen.

Rusland er det femte vækstmarked, som A.H. Riise begiver sig ud på i 2018. Tidligere i år har virksomheden etableret distribution i Holland, Luxembourg, England og Ungarn.

Nyt navn

Tidligere på året skiftede United Spirits Brands navn til netop A.H. Riise Spirits.

"Da A.H. Riise ofte er det produkt vores kunder og distributører alligevel identificerer os med, har vi derfor valgt at bygge selskabets videre vækst op omkring A. H. Riise navnet," sagde adm. direktør og majoritetsejer Michael Bielefeldt i en pressemeddelelse i forbindelse med navneændringen.

United Spirits Brands opstod i 2016, da blandt andre A.H. Riise Rom, Tranquebar Gin, London Dock Rum og Kronborg Akvavit blev lagt sammen i samme virksomhed – med A.H. Riise som langt det største brand.

I 2017 lavede United Spirits Brands et overskud på 9,4 mio. kr. efter skat.

Dansk rom-selskab skifter navn

Mere fra FødevareWatch

Job

Se flere jobs